Hvad ville du gøre, hvis du kendte en, der havde akut brug for psykiatrisk hjælp? Det er ikke så ligetil at svare på, som man måske skulle tro, og i nogle tilfælde er det rigtig svært at være pårørende eller meget tæt på vedkommende, der har det skidt. Man vil gerne hjælpe, men man ved ikke hvordan. Man bliver ked af at være magtesløs, og håber måske på at et mirakel pludselig vil ske.
På Granhøjen gør de det nødvendige arbejde - der hjælper de nemlig unge mennesker med psykiske problemer. Når de flytter ind på Granhøjen bliver der lagt en behandlingsplan/forløb, som hele tiden bliver evalueret i takt med, at beboerne stille og roligt bliver bedre og bedre.
Det er ikke kun en slags psykiske tilstande, der er plads til på Granhøjen. Beboerne kommer jo med hver deres kuffert med bagage. I den kuffert finder vi, hvad der er hændt dem i livet, og hver især har de deres egne problematikker. Det vil jo så også sige, at ingen behandlingsplan kan være nøjagtig den samme for beboerne på Granhøjen.
Nogle kommer måske med skizofreni, andre med spiseforstyrrelser, nogle med borderline, andre med noget helt fjerde. Det er der ingen fast opskrift på.
Alle beboere kommer dog ind i det fællesskab, der hersker på Granhøjen. Man får et arbejde og stå op til, man har pligter i fællesområderne samt at man skal holde orden på sit eget værelse. Derudover skal man lære at arbejde sammen med andre - både med de andre beboere og personalet på Granhøjen.
Man tager bitte små skridt hele tiden for at komme tilbage til livet - altså det liv, der venter på en, når opholdet/perioden på Granhøjen er ved at være ovre. Heldigvis er der så meget erfaring bag det arbejde, der bliver ydet på Granhøjen, at langt de fleste beboere i større eller mindre grad bliver rigtig godt velfungerende efterfølgende. Det er en fryd, at det kan være sådan, selv når det har set aller mest sort ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar