Et eventyr om ankelkæder og smykkefremstilling fra min mors elev

Min mor arbejder som dansklærer, og hun fik den anden dag leveret en novelle, som jeg synes er ret god. Den er skrevet efter, at klassen havde været til en workshop i smykkefremstilling, og den handler om et land, hvor ankelkæder betød alt i verden, og netop derfor var smykkefremstilling det fineste erhverv.

”Hvis du en dag ikke har noget at lave og bare begynder at gå og gå og gå og gå og gå vil du på et eller andet tidspunkt støde Laskaland. Det er et land, som ligger dybt dybt inde i en skov og er beskyttet af klipper. Netop derfor er dette land ikke blevet fordærvet af den moderne verden endnu. Her er ingen elektricitet, ingen biler, ingen højhuse og ingen kunstige farvestoffer i maden. Her lever der et folk, som i århundrede har levet som de altid har gjort.

Det vigtigste erhverv, der findes i Laskaland er smykkefremstilling. I Laskaland bestemmes alt nemlig af hvilke ankelkæder, du har på. Ud fra dine ankelkæder kan de andre se, hvilken familie og hvilken klasse, du tilhører. De kan aflæse, om du er arbejder eller om du er rig. Ved fødslen bliver ankelkæderne smedet om babyens ben, og i takt med at de bliver større klippes de af og smedes længere. Det er derfor vigtigt, at man når hen til en af de i byen, der kender til smykkefremstilling, før benene bliver for tykke, ellers kan man ikke få ankelkæderne af igen.

Det er ikke hvem som helst, der kan få lov til at lære smykkefremstillingens ædle kunst. Det er nemlig en utrolig magt man har, når man udfører smykkefremstilling, og man skal derfor være gjort af et helt særligt og ærligt stof. Smykkefremstillings-guru’er vælger udvalgte børn til smykkefremstillings-læren, hvor de vil lære at producere ankelkæder, en gang om året ved en stor ceremoni. Det er ikke altid fedt at være en af dem, der bliver udvalgt til at lære smykkefremstilling, da der altid er mange, der gerne vil bestikke dem til at fremstille rigmands-ankelkæder eller andre former for falske ankelkæder til dem.

Heiko havde aldrig troet, at han skulle blive en af de unge, der skulle blive udvalgt til at være smykkefremstillings-lærling. Han havde tænkt sig, at han skulle blive bonde ligesom sin far. Ja, faktisk havde han aldrig overvejet at blive smykkefremstillings-lærling. Men hvis der var en, der skulle blive mere overrasket over Heiko’s udvælgelse som smykkefremstillings-lærling, så var Triato. Triato kom fra en lang række af smykkefremstillings-guruer, og det var forventet af alle, at Triato ville blive udvalgt.  På dagen kom det derfor for at chok for alle, da Heiko’s navn blev råbt op i stedet for Triatos.  Der gik et sus gennem forsamlingen. Heiko’s mor græd af glæde, Heiko stirrede frem for sig med åben mund og Triatos øjne lynede.

Den eneste, der ikke blev overrasket var den lille Hippafu med sorte fødder, som sad oppe på en af byens høje bygninger. Om sine fødder havde han en af de tynde sorte ankelkæder . Denne form for ankelkæder betød ”hjemløs, forældreløs og fattig”, og det var netop hvad Hippafu var. Hvad ankelkæden ikke vidste var, at han også var Laskalands bedste tyv. Og så var han i øvrigt blevet gode venner med Heiko, som havde forbarmet sig over ham et par uger før, da Heiko havde fundet ham i marken. Heiko havde givet ham mad og ladt ham sove i hans seng, uden at Heikos forældre opdagede det.

Hippafu gik ikke i skole og kunne derfor på ingen måde komme i betragtning som smykkefremstillings-lærling - det kunne ingen med hans ankelkæder - men det kunne Heiko til gengæld. Og netop derfor havde Hippafu risikeret sit liv for at bytte om på navnene aftenen før den store udvælgelsesceremoni på landsbypladsen. Og det havde virket. Heiko var blevet valgt! Nu kunne Hippafu’s store drøm gå i opfyldelse – han havde nemlig store planer for landet og ikke mindst ankelkæderne.”

Længere går historien om ankelkæderne desværre ikke, for eleven har stadig ikke  afleveret kapitel to, men er det ikke en sjov idé med ankelkæder? Jeg forstår slet ikke, at der er nogen, der kan komme på at ankelkæder skulle være en slags ID, men det giver da grobund for et meget godt eventyr.